Det er på tide vi slipper både fedt- og kolesterolforskrækkelsen. Forskning viser at kolesterol og LCHF / low-carb ikke forværrer risikoen for hjertekarsygdom – tværtimod.
Frygten for at kolesteroltallene og risikoen for hjertekarsygdom stiger, er den mest almindelige bekymring jeg møder hos jer med type 2-diabetes, der overvejer at begynde eller allerede spiser mere fedt i stedet for kulhydrat.
Det er en helt naturlig frygt.
I mere end 40 år har vi har været bange for fedt og kolesterol, fordi vi har fået at vide, at det fører til hjertekarsygdom og overvægt.
Medierne puster gerne til ilden og er gang på gang med til at holde frygten i live.
Men det er på tide vi slipper både fedt- og kolesterolforskrækkelsen.
Sandheden er, at vi er blevet tungere og tungere, efter vi begyndte at spare på fedtet.
Hjertekarsygdomme er stadig den hyppigste dødsårsag, og har man diabetes er risikoen endnu højere.
Jeg anbefaler, som du nok ved, at spise mere naturligt fedt.
Her er det helt almindelige, der sker for de mennesker jeg hjælper med at spise sig fri for type 2-diabetes:
– Blodsukkeret falder (og dermed risikoen for hjertekarsygdom)
– Blodtrykket falder (og dermed risikoen for hjertekarsygdom)
– Vægten falder hvis man er overvægtig (og dermed risikoen for hjertekarsygdom)
– Triglycerid (fedt) i blodet falder (og dermed risikoen for hjertekarsygdom)
– HDL-kolesterol i blodet stiger (og dermed falder risikoen for hjertekarsygdom)
Når forholdet Triglycerid/HDL-kolesterol falder (dvs. lavere triglycerid og højere HDL) er det positivt, da det er en god markør for at risikoen for hjertekarsygdom falder.
Desværre er der ikke ret mange læger, der har fokus på disse tal.
Men hvad så med LDL-kolesterol? Det ”lede” kolesterol, som de fleste læger holder skarpt øje med…
Tja – hos nogen er LDL uændret. Hos andre falder LDL. Hos en del stiger LDL (ihvertfald i en periode).
Det samme billede, så man i det store LCHF-studie på Odense Universitets Hospital, der udkom i slutningen af 2022.
LDL-kolesterol er ”lidt over det hele”.
Men læger og sundhedsvæsen har stort fokus på LDL, og så kan man jo spekulere på hvorfor…
Måske er det fordi, der findes medicin, der er rigtig effektivt til at sænke LDL-kolesterol.
Og der er nogen, der tjener rigtig, rigtig mange penge på, at vi bliver ved med at være bange for LDL.
Nyeste forskning viser bare, at LDL er en rigtig dårlig markør for din risiko for hjertekarsygdomme.
I oktober 2022 konkluderede en gruppe forskere, at statiner (kolesterolsænkende medicin) ikke er nødvendig for mennesker, der spiser LCHF (lav-kulhydrat-høj-fedt), også selvom de har højt LDL.
Alle andre – og meget bedre – markører for hjertekarsygdom forbedres, hvilket bare understreger, at dit LDL-kolesteroltal er et ret værdiløst tal.
Forskerne skriver, oversat med mine ord:
”Selvom der er en omfattende litteratur om effekten af LCHF-diæten til vægttab og i håndteringen af type 2-diabetes, er der rejst bekymring for, at LCHF kan øge risikoen for hjertekarsygdomme ved at øge niveauet af LDL-kolesterol.
Omfattende forskning har vist effektiviteten af LCHF til at forbedre de mest pålidelige risikofaktorer for hjertekarsygdomme, såsom forhøjet blodsukker, højt blodtryk og højt triglycerid/HDL-forhold.
Nylige resultater har bekræftet, hvor ineffektiv LDL-kolesterol er til at forudsige hjertekarsygdom. Vores gennemgang af litteraturen indikerer, at statinbehandling til både primær og sekundær forebyggelse af hjertekarsygdom ikke er berettiget for personer på en LCHF-diæt med forhøjet LDL-kolesterol, som har opnået et lavt triglycerid/HDL-forhold.”
Så jeg fortsætter med at udfordre frygten, bekymringen og kolesterol/fedtforskrækkelsen.
Det er så forfærdeligt ærgerligt, at den bliver ved med at få lov til at spænde ben for at tusindvis af mennesker kan få et bedre liv.
Vil du have hjælp og støtte til at komme i gang og få LCHF til at fungere godt i din hverdag? Book en gratis og uforpligtende intro samtale via www.triba.dk/book eller start dit Triba+ Medlemskab op allerede i dag via www.triba.dk/medlemskab