D-vitamin er et fedtopløseligt vitamin, der påvirker alle celler i kroppen, og blandt andet hjælper med at holde knogler, led og tænder stærke. Men D-vitamin spiller også en vigtig rolle for immunforsvaret og påvirker derfor også mange forskellige sygdomme – inklusiv diabetes:
Diabetikere har et 10-20% lavere niveau af D-vitamin end ikke-diabetikere, og flere studier har vist, at D-vitaminmangel kan øge risikoen for diabetes.
Derfor er det vigtigt at lære dette livsvigtige vitamin bedre at kende – særligt når efterår og vinter står for døren. I denne artikel vil jeg forklare dig mere om D-vitamin, symptomer på mangel og hvad du kan gøre, for at få din krop i balance.
Hvorfor får man mangel på D-vitamin?
Du danner D-vitamin i huden, når den rammes af solens UVB-stråler. Faktisk er bare 15-20 minutters daglig sol på ansigt og arme nok til, at dække kroppens behov for D-vitamin.
Men kun om sommeren:
Fra oktober til marts står solen ikke højt nok på himlen i Danmark til, at din krop kan danne D-vitamin. Derfor er der mange danskere – inklusiv rigtig mange diabetikere – som mangler D-vitamin.
Men der er flere grunde til, at det kan være svært at få D-vitamin nok:
- Der er ikke skyfrit hver dag – og mange arbejder indendørs
For det første sker det (desværre) sjældent, at solen skinner fra en skyfri himmel hele sommeren. Det kan også være, at du mest er indendørs på arbejdet, eller at din er hud dækket af tøj eller solcreme. - Produktion af D-vitamin falder med alderen
Er du oppe i alderen, er du i særlig risiko for D-vitamin mangel, fordi hudens evne til at danne D-vitamin falder med alderen. Den er også naturligt lavere, hvis du har mørk hud. - Det er svært at spise sig til nok D-vitamin
D-vitamin findes godt nok også i fødevarer såsom fed fisk og andre animalske produkter som æg, kød og mejeriprodukter – og især fra dyr, der selv har været ude i solen. Men maden er ikke en stor kilde til D-vitamin, og det er meget svært at spise sig til nok D-vitamin.
Hvorfor er diabetikere i særlig risiko?
Diabetikere har et 10-20% lavere niveau af D-vitamin end ikke-diabetikere, men hvorfor ved lægevidenskaben ikke endnu.
Insulin er det hormon, som regulerer blodsukkeret, og er centralt i forhold til diabetes. Flere studier tyder på, at D-vitamin kan få insulin til at virke bedre i kroppen og dermed sænke blodsukkeret. Det kan på den måde mindske risikoen for insulinresistens. Nogle forskere mener endda at D-vitamin er med til at regulere produktionen af insulin i bugspytkirtlen.
Ud over at hjælpe med at regulere blodsukkeret, kan et bedre D-vitaminniveau også mindske risikoen for overvægt, give bedre mæthed og reducere fedtet på maven og omkring organerne, som blandt andet er koblet til diabetes-2.
Derfor kan det ikke udelukkes, at tilskud af D-vitamin kan være med til både at forebygge og reducere type 2-diabetes, og det kan være relevant at overveje D-vitamin, som en del af din diabetesbehandling.
Symptomer på D-vitaminmangel:
Tegn på D-vitaminmangel kan spænde bredt. Her er et par af de hyppige symptomer:
- Træthed og svaghed
- Muskelsmerter, kramper og muskelsvaghed
- Knoglesmerter eller ledproblemer
- Hyppige infektioner eller nedsat immunforsvar
- Depression eller nedtrykthed
- Hårtab
- Nedsat immunforsvar og dårlig sårheling
På længere sigt kan D-vitaminmangel føre til sygdomme, som knogleskørhed, overvægt, forhøjet blodtryk, kronisk træthed, Alzheimers og type 2-diabetes.
Hvordan forebygger man mangel på D-vitamin?
For at forebygge eller behandle mangel på D-vitamin kan du tage et dagligt tilskud af D-vitamin. Det er især vigtigt om vinteren. Jeg anbefaler altid, at du vender det med din læge eller en anden fagperson, inden du begynder at tage kosttilskud eller ændre dine kostvaner.
Måling af D-vitamin:
Din læge kan måle din D-vitamin status ved at måle på 25(OH)D i blodet. Dog er lægen ikke forpligtet til at måle det, selvom du beder om det. Grunden til det er, at Sundhedsstyrelsen vurderer, at der ikke findes nok dokumentation for D-vitamintilskud kan bedre diabetes.
Får du alligevel målt dit D-vitamin i blodet, er det vigtigt at være observant på, at det naturligt vil variere med årstiden – og være højest i sensommeren og lavest i vinterhalvåret.
Inden for normalområdet af D-vitamin, skal 25(OH)D ligge på 50-140 nmol/l. Er den under 20-25 nmol/l har du decideret D-vitaminmangel.
Dog er der ikke enighed om, hvad der præcis er det ideelle niveau af D-vitamin: Studier tyder på, at niveauer på 60-80 nmol/l, kan hjælpe med at holde blodsukkeret under kontrol, hvilket er særligt vigtigt for mennesker med diabetes.
Hvilket kosttilskud skal jeg vælge?
Der findes to former for D-vitamin: D2-vitamin (ergocalciferol) og D3-vitamin (cholecalciferol).
Jeg anbefaler, at du altid vælger D3-vitamin, da det er mere end 3 gange så effektivt som D2-vitamin. D2-vitamin er syntetisk, hvorimod D3-vitamin er det samme som det, kroppen naturligt selv danner i huden.
Vigtigt at vide:
Da D-vitamin er et fedtopløseligt vitamin, skal du spise det sammen med noget fedt, for at det bliver optaget i kroppen. Derfor er det en fordel at vælge en kapsel, der f.eks. indeholder olivenolie, frem for en tablet.
Hvilken dosis skal jeg tage?
Mange multivitaminpiller indeholder en daglig dosis på 5-10 µg. Men du kan også købe et separat D-vitamintilskud med en højere dosis på 20 µg, 38 µg eller helt op til 80 µg.
Den optimale dosis for dig afhænger af dit niveau i blodet.
Generelt falder niveauet af D-vitamin i løbet af vinteren og er lavest i februar og marts, hvor behovet altså er størst. De fleste danskere har for lavt D-vitamin – især om vinteren og foråret. Men diabetikere ligger gennemsnitlig endnu lavere. Som diabetiker eller prædiabetiker er det derfor en god idé at tage et tilskud af D-vitamin – især om vinteren.
D-vitamin er fedtopløseligt og bliver derfor lagret i kroppen. Det betyder, at du godt kan overdosere D-vitamin. Den sikre øvre grænse for voksne er sat til 100 µg dagligt.
Sundhedsstyrelsen anbefaler alle danskere, at tage D-vitamin tilskud om vinteren – og særlige grupper hele året. De officielle anbefalinger om D-vitamin kan du læse her.
Jeg håber at denne artikel har kunnet give dig et bedre indblik og forståelse af D-vitamin. Hvis du har spørgsmål til din diabetes og brug for hjælp til behandling, er du altid velkommen til at booke en gratis intro-samtale med os.
Jane Kudsk
Kandidat i fødevarevidenskab med speciale i human ernæring, certificeret Madmentor med ekspertise i behandling af type 2-diabetes, forfatter bag Spis Dig Fri kogebøgerne, samt medstifter af Triba.